I weekenden 20.-22. maj fik vi endelig chancen for at afholde det årlige langbanestævne Hørsholm Cup, der desværre blev udsat nogle gange under pandemien. Denne gang blev stævnet afholdt for Børne-, Årgangs-, Junior- og Senior-svømmere fra de tilmeldte klubber. Hørsholm Svømmeforening svømmede side om side med klubberne fra Lyngby, Frederiksværk, Hovedstaden, Gladsaxe, VI39 og Havnar Svimjifelag fra færøerne. Det var som altid en fornøjelse at byde klubberne velkommen på vores hjemmebane. Vi håber, at de nød stævnet lige så meget som vi gjorde.

Stævnet forløb over 3 dage og bød blandt andet på distancer som 1500- og 800 m fri for både mænd og kvinder på langbane. Det er sjældent, at svømmerne har mulighed for at prøve sig selv af i disse discipliner på langbane. F.eks. var der 12 ud af 16 svømmere i 800 fri for damer, der fik deres første officielle langbanetid i denne disciplin. Mange svømmere fik i det hele taget prøvet sig selv af i discipliner, de ikke havde prøvet før på langbane. Det viste sig også i statistikken over personlige rekorder. PR-procenten var meget høj ved dette stævne – og det gjaldt alle klubber.

Under 1500 fri var vi så heldige, at vores helt egen elitetræner Marco Loughran overtog speaker-tjansen fra vores dygtige speaker Kirsten Andersen, for at introducere og kommentere hele løbet. En sand fornøjelse.

Der var mange flotte præstationer fra alle klubber – og fra alle vores svømmere, helt fra Børneholdet og op til Seniorerne, der alle sammen heppede på hinanden undervejs godt hjulpet på vej af kampråbet, der blev ledt af klubchef Jacob Quaade på tromme. De mange flotte løb garanterede også, at der blev bragt adskillige medaljer hjem til klubben.

Hørsholm Cup blev lukket og slukket af 2 Hørsholm-drenge i en meget spændende 50 m bryst, nemlig Asger Væver Hartvig og Martin Vennick Haugbølle. Kunne det på nogen måde være en bedre afslutning på en spændende weekend? Det tror jeg ikke.

Vi glæder os allerede til at afholde det næste Hørsholm Cup!

Line