I weekenden blev der afholdt Hillerød Langbane Cup, hvor vores Børne- og Årgangshold deltog. Børnene var mødt talstærkt og friske op og havde, som altid, masser af gåpåmod.

Stævnet var denne gang noget helt særligt for vores Børnehold, da det var første gang nogensinde at de svømmede på langbane. Dette gjorde naturligvis at der var noget nervøsitet og tvivl om egne kompetencer inden start, men med solid opbakning fra deres holdkammerater og trænere, gennemførte alle børnene deres løb med flotte resultater til følge.

Årgangsholdet viste endnu engang hvad de dur til og er lavet af, og formåede at omsætte meget af hvad de havde lært, både i hallen og på deres seneste træningslejr, til mange nye personlige rekorder fordelt over weekenden.

Rent statistisk set blev der mellem Børne- og Årgangsholdet vundet 6 guld-, 3 sølv- og 4 bronzemedaljer, samt opnået en PR-procent på 92,4.

Det er ikke en hemmelighed at vi i klubben er rigtig stolte af vores 2 yngste hold. Den lange ventetid imellem løbene blev brugt på at udbygge det sociale sammenhold på tværs af holdene. Der blev både hygget med sang og dans, snacks og sjove lege undervejs. Det var i sandhed, endnu engang, en fornøjelse at overvære vores dygtige, fornuftige, søde og sjove børn og følge dem på endnu et skridt på deres vej mod den lyse fremtid.

 

Line Mikkelsen