Året 2017 har været et år fuld af aktivitet, og her ved udgangen af året er det med stolthed, at bestyrelsen ser tilbage på året, der snart er gået.

Hørsholm Svømmeforening er en af de største foreninger i Hørsholm med et medlemstal på 1322 medlemmer. Vi har fortsat plads på enkelte hold, og vi vil nu fortsætte i 2. halvdel af sæsonen med at videreudvikle vores forening og hverve nye medlemmer. Første skridt er Swimweek i uge 3 – du kan via linket til DGI tilmelde dig vores åbne hold http://vorespuls.dk/artikel/hvadkanjegswimweek.

Vores største aktiv er Svømmeskolen. Vi underviser hver dag mange børn og voksne, og vi er glade for at kunne tilbyde de mange lærelystne en god forståelse for svømning og de forskellige stilarter. Vores trænere i Svømmeskolen yder en stor indsats, og vi er taknemmelige for det engagement og store arbejde, der ydes i hverdagen. I 2018 vil vi fortsætte udviklingen af Svømmeskolen for både svømmere og trænere, med et nyt koncept for Svømmeskolen planlagt og udviklet af DGI og Dansk Svømmeunion i forening.

Konkurrenceafdelingen har i 2017 haft en del forandringer. I august startede et helt nyt trænerteam anført af Lars Madsen med hovedfokus på teknisk udvikling, stævneforberedelse og mental træning – noget vi allerede nu kan se har givet et stort løft hos svømmerne. Fra sæsonstart indgik vi et startfællesskab med Søllerød, som desværre fra årsskiftet er blevet afsluttet. Nu er vores junior/seniorhold tilbage i Hørsholm Svømmehal. Lars og hans team har udarbejdet en god plan for næste halvdel af sæsonen, og vi ser frem til at følge udviklingen hos vores ældste svømmere. Lars og hans team gør et fantastisk arbejde med svømmerne, og herfra skal lyde en stor tak for indsatsen med ønsket om fortsat succes i 2018.

En forening af vores størrelse har behov for en stærk administration. Elisabeth Kongsbak har gjort en stor indsats på at få “back-office” til at fungere, og der skal lydes en stor tak til Elisabeth, der også gør en stor forskel i hverdagen for Hørsholm Svømmeforening bl.a. ved at besvare alle de mails, der bliver sendt til foreningen.

Sidst – men ikke mindst – skal der lyde en stor tak til alle de frivillige forældre, som er med til at sikre, at det hele går op i en højere enhed. Uden jer ville vi slet ikke kunne fungere! På trods af, at vi har næsten 60 ansatte i Svømmeskolen, Konkurrenceafdelingen samt Administration, så kan det ikke lykkes uden en stor indsats fra forældrene. I sidste ende handler det om at få skabt de bedste rammer omkring vores svømmere i både Svømmeskolen og Konkurrenceafdelingen.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Vi glæder os til at tage fat i et nyt og spændende år i Hørsholm Svømmeforening.

Bestyrelsen

julemand